Fornem forsendelse fra Fanø
Indlæg skrevet af Uffe Haulund lørdag d. 4. juli kl. 00:19
For nylig holdet en tidligere kollega ferie på Fanø. Hun og jeg havde i stille stunder udvekslet erfaringer om fremstilling af kryddersnapse. I samtalernes løb har jeg hævdet, at revlingesnaps er en af de bedste kryddersnapse, man kan fremstille af dansk materiale.
Det glæder derfor meget at mærke, at hun i sin ferie på Fanø også gav sig tid til at plukke en stor portion revling til mig.
Sendingen er allerede sat på vodka. I starten af oktober prøvesmages essensen – efter 3 måneders tid -. De rå bær i denne sending har en stor sødme, som jeg ikke finder i bær fra min lokale mose.
Derfor forventer jeg, at revlingesnaps fra Fanø i år bliver noget særligt. Det forhøjer jo også fornøjelsen at tænke på, at en anden ynder af kryddersnaps har glædet mig med sendingen fra Fanø
Opskrift
Skyl bærrene. Lad dem tørre en dags tid for at sikre, at tægen, ”æ swotbærmand” er væk. Tægen kan også lide bærrenes sødme. Tægens tilstedeværelse kan give anledning til meget mavebesvær. Dæk herefter bærrene med vodka. Trækketid 3 – 4 måneder. Tilpas essensen efter egen smag.
Stikord: akvavit, bjesk, brændevin, brændevinsbotaniker, Fanø, kryddersnaps, opskrift, snaps